BREDFJED GRUNDEJERFORENING
 
www.bredfjed.dk – bredgrund@hotmail.com

Bredfjed, marts 2023

 

Kære grundejere,
 Vi er nu nået til marts, og endnu er det tid for det årlige Forårsbrev. Covid19 synes nu helt væk, og vi kan glæde os over, at restriktioner, test m.v. nu nærmest er lukket helt ned. Fritidshussalget synes stagnerende efter det høje niveau de sidste par år. Den stigende rente har naturligvis også gjort sit, så vi må nok se i øjnene, at det bliver svært at få solgt sin bolig til den forventede pris for dem, der har det i tankerne. Sammen med den økonomiske udvikling med stigende renter og høj inflation trækker krigen i Ukraine fortsat mørke skyer over den nærmeste fremtid. Vi håber der snart findes en løsning, så den forfærdelige krig kan ophøre, og vi kan komme ind i en normal økonomisk gænge.

Vi oplever fortsat en pæn udlejning af fritidshuse i Bredfjed. Fritidshusudlejerne skal dog fortsat huske at gøre deres lejere opmærksom på gældende regler, så affald m.v. bliver fjernet på en reglementeret måde. Det er også meget vigtigt, at lejerne bliver gjort bekendt med korrekt brug af vacuum toiletterne. De sidste år har vi sammen med Lolland Vand intensiveret informationen om korrekt brug af vacuum toiletterne, så vi undgår tilstoppelser af toiletterne. Det har virkelig hjulpet. Det sidste år har vi stort set ikke oplevet udfald, så en stor tak til alle for at medvirke hertil. På Grundejerforeningens hjemmeside ligger der fortsat informationsmateriale på dansk, tysk og engelsk om korrekt brug af toiletterne. Vi skal kraftigt anbefale jer udlejere at sørge for at dette materiale gøres synligt i husene.

Vi har konstateret, at der allerede nu lægges grenaffald m.v. på stedet for Sankt Hans bålet. Af sikkerhedsmæssige grunde vil vi gerne have mulighed for at styre tilstrømningen af brænde til bålet, og Grundejerforeningen skal derfor gøre opmærksom på, at der først må tilføres træ til afbrænding den 15. maj. Husk at det er helt forbudt at lægge imprægneret og andet giftigt materiale på bålet. Det skal afleveres på genbrugspladsen!

SÅ HUSK IKKE NOGET TRÆ PÅ SANKT HANS BÅLET FØR 15. MAJ. TAK!

Ny affaldsordning
 REFA har sendt meddelelse ud til alle grundejere om, at der etableres ny affaldsordning i vores område med det formål at sortere sit husholdningsaffald, så det bliver bortskaffet på en miljørigtig måde. Der er her to muligheder. Enten som nu fortsat afhentning ved de enkelte grunde eller etablering af et antal affaldsstationer, hvortil man selv skal medbringe sit affald. Der er fordele og ulemper ved begge ordninger. Ved afhentning ved den enkelte grund fortsætter den nuværende ordning med den tilføjelse, at der også skal afhentes metal, pap m.v. ved grunden. Man slipper således for selv at skulle bortskaffe det meste af sit affald. Til gengæld kommer der et større slid på vore veje, som derfor skal vedligeholdes oftere og mere omfattende end i dag. Ved fælles affaldsstationer undgår vi den kørsel. Til gengæld skal vi etablere omkring 10 – 15 affaldsstationer rundt om i Bredfjed, ligesom der kan blive langt fra enkelte grundejere til en affaldsstation. Bestyrelsen har haft et indledende møde med REFA, hvor kravene til blandt andet vendepladser er blevet minimeret, da det indtil videre tillades bilerne at bakke på de korteste af vejene. Der kan dog komme ændringer hertil om 2 år, hvis de nuværende krav ændres. Det bliver muligvis også et krav, at de enkelte affaldsbeholdere skal stå på et fast grundlag som fliser etc.
 Umiddelbart vil bestyrelsens indstilling være, at vi skal have tømt affaldsbeholderne ved de enkelte grunde. Det endelige spørgsmål herom bliver afgjort på den ordinære generalforsamling til juni, hvortil bestyrelsen vil præsentere et beslutningsforslag. REFA skal have besked om, hvad vi ønsker os i Bredfjed senest til august. Den nye ordning træder i kraft til oktober, så der er heldigvis god tid til beslutningsprocessen.

Afvandingen af området.
 Endnu engang har vi været forskånet for store mængder af nedbør, sne og frost. Bestyrelsen er fortsat meget opmærksom på forholdene omkring vandafledningen, og vi holder løbende øje med vore vejdræn, og kan gribe ind, når det er nødvendigt og påkrævet. Nogle gange kan vi imidlertid først opdage fejlene, efter de er opstået. Grundejerforeningen har fortsat aftale med Lolland Kommune om rensning af vore vejdræn en gang årligt med efterfølgende reparation af de dræn, der af den ene eller anden grund er defekte. Imellem de årlige eftersyn håndterer vi akut opståede situationer eksempelvis i form af rekvirering af slamsuger.
 Bestyrelsen skal dog endnu engang understrege, at ansvaret for vandafledning på egen grund ligger hos den enkelte grundejer, der skal sørge for etablering af omfangsdræn i nødvendigt omfang, ligesom den enkelte grundejer skal sørge for rekvirering af slamsuger, når der konstateres, at der står vand op i egne vandinstallationer. Bestyrelsen skal opfordre til, at man sikrer, at man ikke har uhensigtsmæssig beplantning på sin grund i form af pil og lignende, da den slags vækster har det med at vokse ind i drænrørene og dermed beskadige dem. Endvidere skal man sikre, at rødder fjernes, da de har en tendens til at stoppe udløbet gennem drænrørene. Bestyrelsen er bekendt med, at problemer om vandafledning og andre forhold af og til tages op og kommenteres på de sociale medier. Bestyrelsen skal for god ordens skyld understrege, at såfremt man ønsker bestyrelsens stilling til en sag eller har spørgsmål eller lignende, må man skrive til den elektroniske postkasse på hjemmesiden. Bestyrelsen har ikke mulighed for at debattere via facebook og andre sociale medier, så hvis du vil have et svar fra bestyrelsen, må du skrive direkte til os.

Hjemmeside m.m.
 
Bredfjeds hjemmeside er fortsat et stort aktiv i forbindelse med kommunikationen med medlemmerne. Hjemmesiden indeholder mange informationer til brug for jer som fritidshusejer i Bredfjed. Bestyrelsen skal henstille til, at I starter med at søge information om et givet emne, førend I kontakter foreningen. Ofte kan informationen findes med det samme, og I er fri for at vente på, at I modtager svar. Uden at det skal misforstås – I er altid velkommen til at kontakte foreningen - men ofte får vi henvendelser om, hvordan man finder bestemte håndværkere eller forretninger m.v. Oplysninger man lige så let kan finde på nettet. På hjemmesiden er også tydeliggjort, hvordan og hvornår kontingentet til Grundejerforeningen skal betales. Gør jer selv og os den tjeneste at betale jeres kontingent til tiden, så vores kasserer ikke skal bruge unødig tid på at udsende rykkere. Husk at grundejerforeningskontingentet er en pligtig udgift, når man er grundejer på samme måde som terminsbetalinger og lignende. 
 Så brug vores hjemmeside, som indeholder det meste information af, hvad man har brug for. Her er referat af generalforsamling, her er foreningens vedtægt, her kan man læse om ”God skik og brug”, her kan man bestille Laden og meget andet. 

Fælles arealer.
 Bestyrelsen holder fortsat løbende øje med vejenes tilstand, og sørger for at få lappet de værste huller – typisk hvert forår og efterår. Her i foråret skal vi have repareret flere af vore veje i såvel det ”gamle” som det ”nye” område. I de seneste år har der virkelig været gang i byggeriet. Det kan selvfølgelig ses på vejene, der så skal have en ekstra omgang. Du er fortsat velkommen til at hente knust asfalt, der ligger i en bunke på parkeringspladsen, såfremt du opdager huller, du gerne vil have lappet her og nu. Du skal blot sørge for at jævne asfalten godt ud, når du fylder hullerne. Bestyrelsen skal fortsat kraftig henstille til, at hastighedsbegrænsningen på 30 km/t på vores veje overholdes – nu er det faktisk en overtrædelse af færdselsloven at køre hurtigere end 30 km/t. Udover trafiksikkerheden påvirker hastigheden også sliddet på vore veje, som så skal vedligeholdes mere med økonomiske omkostninger til følge.

SÅ HUSK AT OVERHOLDE HASTIGHEDSBEGRÆNSNINGEN PÅ 30 KM/T. TAK!

Som I sikkert har bemærket, er der ved indkørslen til Bredfjed opsat nye skilte med en hastighedsbegrænsning på 30 km/t for hele området. Vores gamle skilte har vist sig at være ulovlige, hvilket vi blev gjort bekendt med af politiet, der har været på tilsynsbesøg i Bredfjed. Vi aftalte med Lolland Kommune, at vi kunne få en zone skiltning ved indkørslen, så vi fik minimal skiltning i området. Vi måtte dog acceptere, at der blev lavet et bump ca. 50 meter fra skiltene, da det var et krav, når vi ville have 30 km/t. Det betyder ikke, at der nu kommer yderligere bump i Bredfjed – det synes vi ikke hører til i et fritidshusområde. Men når kravet om det ene bump kommer fra vejmyndigheden – er vi jo nødt til at følge det.

Husk også at tage hensyn til omgivelserne ved at have kontrol over jeres hunde herunder at sørge for at fjerne eventuelle efterladenskaber fra hundene, hvis de kommer til at besørge på steder, hvor det ikke er særlig hensigtsmæssigt. Husk at reglerne for Blå Flag betyder, at hunde ikke må medtages på stranden i perioden 1. juni – 30. september. Denne regel gælder 200 meter på hver side af flagstangen med Det blå Flag. Så overhold venligst disse regler, og gør jeres lejere og gæster bekendt med dem.

Beskæring af træer: 
 Her i efteråret og vinteren har vi fortsat den beskæring af træer og buske, der blev indledt sidste år. Meget af beskæringen skete langs den store kanal midt i Bredfjed efter krav fra vandafledningslaget, ligesom vi har plantet nye træer langs med Myggefjed og Ankersholm til erstatning for de fældede popler. Bestyrelsen er klar over, at beskæringen ser voldsom ud, men vi fjerner kun det, der er absolut nødvendigt. Før vi indleder fældninger m.v., sørger vi for den nødvendige information - enten direkte til de umiddelbart berørte grundejere eller, hvis det er mest hensigtsmæssigt, i form af generel information om beskæringen. Det er bestyrelsens holdning, at det er bedre med løbende beskæringer, så området ikke udvikler sig til et vildnis, der vil være væsentlig vanskeligere og dyrere at håndtere.

Grundejerforeningen skal endnu engang gøre opmærksom på, at det er de enkelte grundejeres forpligtelse at sørge for at beskære deres træer for grene, der rager ud over fællesarealet til gene for store køretøjers passage – eksempelvis vore skraldebiler. Bestyrelsen har påtalt den manglende beskæring mange gange, og gjort opmærksom på grundejernes forpligtelser til at sørge herfor, hvilket også gælder ubebyggede grunde. Såfremt der er risiko for, at vi ikke får afhentet skrald grundet manglende passage, vil Grundejerforeningen være nødt til at varetage denne opgave – eventuelt vil opgaven bliver udført for grundejerens regning. Det burde være overflødigt at nævne, men man har som grundejer pligt til at fjerne de afskårne grene m.v. Det gælder også grene m.v., der blæser ned i forbindelse med vejrets rasen. Sørg eventuelt for at indgå aftaler med naboer om lige at fjerne nedfaldne grene m.v., så de kan blive fjernet med det samme. Vendepladser skal de tilstødende grundejere sørge for at holde fri for beplantninger m.v., ligesom det ikke er tilladt at placere hegn og lignende på fællesarealet mellem skel og vejarealet ved vendepladserne.
 Mange grundejere er generet eller bekymret for højden på mange træer. Enten fordi de skygger, eller fordi der er fare for, at de kan vælte i storme. Problemet er blevet aktualiseret af, at jordbunden med den megen væde gennem årene kan være usikkert fundament for træerne. Grundejerforeningen har ingen mulighed for at pålægge, at man skal studse sine træer, når de alene står på egen grund, og ikke er til gene for fællesarealerne. Bestyrelsen skal i stedet appellere til godt naboskab, og at man tager en dialog om træerne, så alle forhåbentlig kan opleve en god og positiv løsning. 

Laden:
 Arbejdet med fornyelse af Laden ligger desværre for øjeblikket stille, da vi endnu mangler tilladelse til arbejdet fra Kystdirektoratet. Vi har desværre ikke nogen tidshorisont for, hvornår vi kan komme videre med projektet.

Årets arrangementer.
 Her følger en oversigt over årets arrangementer i Bredfjed. Bestyrelsen har netop foretaget et servicecheck af vores arrangementer – herunder om der skulle ske ændringer og tilpasninger. I år har vi den ændring, at vi sløjfer efterårets arbejdsdag, da den ikke rigtig giver mening. Bestyrelsen er klar over, hvor vigtigt sociale arrangementer er for fællesskabet i Bredfjed, men aktiviteterne skal stå mål med de ressourcer, det kræver at holde dem.
 Husk at skrive datoerne ind i jeres kalendere.

ARBEJDSDAG
 Lørdag den 1. april klokken 09.30 ved Laden holdes årets første arbejdsdag, hvor vi satser på at få klaret nogle af de lette opgaver. Det vil være oprydning og rengøring omkring Laden, strandrensning og renholdelse af fællesbygningen ved Laden. Efterfølgende er Grundejerforeningen vært ved en let omgang frokost i form af pølser fra grillen.

BLÅ FLAG
 
Lørdag den 3. juni klokken 11.00 ved diget, hvor vi hejser det Blå Flag. Dagen markeres med taler og hyggeligt samvær.
 Efterfølgende er Grundejerforeningen vært ved en gang pølser med tilhørende drikkevarer.

SANKT HANS AFTEN
 
Fredag den 23. juni klokken 18.00 tændes der op i grillen ved Laden, hvorefter vi som sædvanlig hygger os med medbragt mad og godt selskab. 
 Bålet tændes klokken 20.30, hvor midsommervisen synges, og der holdes båltale.

GENERALFORSAMLING
Lørdag den 24. juni klokken 10.00 i Laden. Vi er bekendt med, at generalforsamlingen holdes dagen efter Sankt Hans arrangementet, men vi har indtryk af, at tidspunktet kl. 10 falder i de flestes smag.
 Indkaldelse og dagsorden m.m. udsendes i henhold til vedtægterne 2 – 4 uger før generalforsamlingen.
 På generalforsamlingen vil vi som tidligere nævnt have en selvstændig drøftelse af den fremtidige affaldsordning i Bredfjed.
 Bestyrelsen mangler en suppleant, og vi hører meget gerne fra beboere, der har interesse i at træde ind i bestyrelsen – så vi dels får besat den ledige post, og dels kan tilrettelægge et kommende generationsskifte.
 Vær opmærksom på, at forslag til behandling på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 4 uger før generalforsamlingen i skriftlig begrundet form. Det vil sige senest lørdag den 27. maj!
 Bestyrelsen håber på en god og saglig debat på generalforsamlingen. 

HØSTSFEST
 Vores traditionelle høstfest holdes i år lørdag den 2. september i Laden. 
 Nærmere information følger.

JULETRÆSTÆNDING
 Lørdag 25. november klokken 16.00 markerer vi, at julen står for døren, og skal have tændt juletræet. Efter juletræstændingen byder Grundejerforeningen på gløgg og æbleskiver i Laden.

Bestyrelsen ønsker alle et rigtig godt forår og en god sommer i vores dejlige Bredfjed. 

Med venlig hilsen

Jens Ahm

Formand
Bredfjed Grundejerforening